Viser opslag med etiketten udklædning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten udklædning. Vis alle opslag

fredag den 4. september 2015

Fastelavn: Frost-trold!

Har netop opdaget at dette indlæg har ligget som en kladde siden februar. Ikke desto mindre skal i ikke snydes for denne Frost-trold som jeg havde syet til min datters fastelavn.

Børnehaven har hvert år et fastelavnstema og i år var det trolde. Et super tema til en skovbørnehave, men måske også lidt for at slippe for 20 piger, der ville troppe op i Elsa kostume. Når det er sagt, så var Elsa og Anna (og er stadig) jo det helt store for 4-årige piger på det tidspunkt og så er det jo perfekt at der er trolde med i filmen!

Det kom der den her udklædning ud af:











mandag den 9. februar 2015

Elsa-kjole (sy-selv)!

Min datter er fuldstændig syg med "Frost" og Elsa er jo bare den bedste, altså! :) Hun synger "Lad det ske" og "Skal vi ikke lave en snemand" hele dagen - og dansen til "Lad det ske" bliver troligt fremført. Derfor kunne jeg jo ikke andet end at lave en Elsa-kjole til hende. 
Den er lavet af tyrkis velour med lidt stræk i og af noget tynd og blød tyl. Kanterne på tyl'en er syet med sølvtråd (som jeg med møje og besvær fik trådet symaskinen med).

Hun blev virkelig glad for den, faktisk skreg hun meget højt og længe, og moren var tilfreds. :) Mønstret er sjovt nok mit eget - ved ikke om der findes et "Elsa"-mønster et sted derude. Den er lavet ret simpelt som et "rør" med elastik i livet. Den har fået sig en slids og et par stropper, da jeg var lidt bange for at det tynde tyl ville blive revet i stykker hvis det skulle holde kjolen op alene. Alt i alt en ret nem kjole at sy selv - hvis man vel at mærke holder det lidt simpelt. :)




















PS. Husk min give away - klik HER.
















onsdag den 14. januar 2015

Fastelavn: inspiration og udklædning til salg.

Nu er det ved at være tid igen - årets obligatoriske kreative udfoldelse omkring fastelavn. Selvom det altid kommer bag på mig, at det er nu, så hygger jeg mig virkelig med det.
I børnehaven er der altid et tema som man skal følge. Årsågen er, at de voksne hvert år laver et skuespil omkring temaet og børnene i de forskellige udklædninger skal så spille rollerne. I år er temaet "trolde". Andre år har det været fx. "skovens dyr" og "Pippi". 
Adrian er jo startet i skole og her er der frit slag. Er derfor lidt spændt på hvad han finder på og om det stadig er mors hjemmelavede der dur. Håber ikke vi skal ud og have fat i en af de der skrækkelige polyester "BR-udklædninger". ;) 

Jeg laver også gerne udklædninger på andre tider af året, så vil du have lidt inspiration til hjemmelavede kreationer kan du se et udsnit af mine HER.

 Victoria som Pippi's hest sidste år.


I år vil jeg også gerne sælge nogle af de udklædninger vi har brugt - de ligger jo bare og fylder. Kan du derfor bruge et af de nedenstående sælges de til 100 kr pr. stk. (Pippis hest er ikke til salg).

 Et lille egern (halen holdes oppe af en sele der spændes inde i dragten), passer uden på en flyverdragt i str. 104/110.


Hr. Nilsson - eller en abe om man vil. Passer uden på en flyverdragt i str. 116/122.


 Et pindsvin kan man også være. Passer uden på en flyverdragt i str. 104. ("piggene" skal nok rettes ud når den er kommet på).

fredag den 31. oktober 2014

Halloween: Dracula, et prinsessespøgelse og et græskar-cookie-monster!

Vi har været til Halloween med Adrians skoleklasse. Det involverede selvfølgelig udklædning til både børn og voksne samt mulighed for anden kreativ udfoldelse. Fra vores side blev det til en Dracula og et prinsessespøgelse til børnene, lidt spindelvæv og edderkopper til mig, samt en omgang chocolate chip cookies serveret i et græskar udformet som cookie monster fra Sesame Street.

Det var en helt fantastisk hyggeligt fest - helt afslappet og ingen større underholdningsindslag, bare gedigen hygge, spisning og leg. 

Først, den uhyggelige Dracula. Kappen er hjemmesyet og tøjet er fra H&M. Jeg køber gerne en del af kostumet som tøj der kan bruges bagefter. Så i stedet for at sy en smoking, som kun bliver brugt til leg eller slet ikke - har jeg her spenderet den nette sum af 160 kroner på skjorte og bukser, som vi så får glæde af i tøjskabet. Og drengens kommentar til kostumet: "Nøj, ja DET er Dracula". :)



 Min skønne lille fis af en datter har sine egne meninger, men da jeg for en måneds tid siden spurgte om hun ville være spøgelse, sagde hun ja. I mellem tiden var det dog prinsesse hun ville være og den går jo altså ikke lige til halloween vel?! Derfor fandt jeg på prinsessespøgelset og det var det helt rigtige kompromis. Spøgelset er lavet som en "halv-sol" nederdel, med velcro i hele dragtens længde bagpå. Velcroen er på, så hun ikke risikerer at blive kvalt i den. Nederst er der syet 3,5 m tyl-flæse på. Øjne og mund er malet med tekstilfarve og den har selvfølgelig øjenvipper. :) Ansigtmalingen var et must når nu storebror også skulle males. 



Udklædning til de voksne var valgfri og jeg skal ikke være den kedelige voksne der kommer i "civil". Men ak, det er lissom om vi herhjemme fik 1 time mindre i weekenden i stedet for det modsatte og derfor blev det en hurtig, omend sjov "udklædning" jeg kunne præstere:




I tirsdags lavede vi græskarhoveder. Victoria og jeg dannede et team, mens farmand Søren og Adrian dannede det andet. Pigernes projekt var et cookie-monster (med tilhørende cookies) og drengenes var et almindeligt græskarhoved med to ansigter. Resultaterne var som følger:

(ideen er fundet på Pinterest)








søndag den 29. december 2013

Prinsessekjoler - de eneste hjemmelavede gaver i år.

De er givet til min venindes to skønne tøsede tøser. Jeg håber de får stor glæde af dem og at moren ikke får for store problemer med at få dem til at tage dem af engang imellem. :)
De er stort set syet af stof jeg havde på lager, jeg måtte dog supplere op med tyl og guldbånd. Den lyserøde er str. 98 og den lilla 116.





 Da mine unger er samme størrelse som modtagerne, var det jo oplagt at de skulle stå model!








Det er lidt øv at være en dreng på snart 6 år, når ens mor syer kjoler til en pige på snart 6 år. :) Af hensyn til Adrians fremtid er hans identitet beskyttet. Hihi...



lørdag den 9. februar 2013

Fastelavn 2013: en regnsky og en flagermus!

I år har kostumerne været færdige flere dage før de skulle bruges - hvilket er helt usædvanligt!! Victoria's dagpleje holdt fastelavn i legestuen i tirsdags og i Adrians børnehave var det igår. Kostumerne har været færdige siden weekenden!! Begge kostumer er lavet ud af noget jeg havde i forvejen, så jeg har ikke skulle have penge op af lommen - total bonus! 

I børnehaven har de hvert år et tema, som de skal klædes ud efter. De sidste tre år har det været "skovens dyr" (måske man skulle opfordre til et nyt tema næste år? :) ). 
Adrian får selv lov at bestemme hvad han vil være og det giver nogle gange nogle kreative udfordringer. Forrige år var det et pindsvin, sidste år egern! Egernet kan ses her. I år var det så flagermus, hvilket jeg syntes var en noget mere overkommelig opgave end de to foregående års udklædninger. Masken har han lavet i børnehaven - specielt til formålet.

Victoria har endnu ikke sin egen mening og jeg nyder at kunne bestemme inden den obligatoriske prinsesse-fase indtræder. Så hun blev til en regnsky, inspireret af et kostume jeg fandt på Pinterest for længe siden. I rigtig refashion-ånd efter jeg deltog i "upcycling-january", er hendes kostume næsten kun genbrug. Trøjen er en af Adrians gamle, vendt på vrangen, da der var tryk på forsiden. Skyen er lavet af hvid jersey fra stoflageret og de grå leggins er lavet ud af et af mine gamle par, der havde fået maling på sig. Dråberne er lavet af stofmaling.


 Den lidt specielle anordning hvormed vingerne sidder fast, er lavet da udklædningen skal uden på flyverdragten (han går i Skovbørnehave). Så huen skulle kunne komme indeunder og vingerne udenpå - hurra for velcro!. 



Hun er virkelig ikke nem at få til at stå stille. 

mandag den 20. februar 2012

Fastelavn 2012: et egern og en regnbue.

Ja, så fik jeg sendt et egern (et SKOVegern vel at mærke) og en lille regnbue afsted til fastelavn i henholdsvis børnehave og dagpleje. Bassemanden var meget stolt af sin fine buskede hale og Bettepigen opdagede vist ikke rigtigt at hun var klædt ud. Hihi... :)

 Temaet i børnehaven var Skovens dyr, trolde og alfer. Havde en fed idé til en trold, men ak, drengen ville altså være egern. Jeg synes, at til fastelavn bestemmer børnene helt selv og så må jeg jo bare lavet det. :)

Halen er lidt faldet sammen her, men i morges struttede den flot og hoppede fra side til side når han løb. :)



Og min lille regnbue. Skulle finde på noget hun ikke ville blive irriteret over og ikke kunne pille af.

lørdag den 18. februar 2012

Stofshopping!

Var i StofogStil i Roskilde i sidste uge for at købe ind til fastelavnsdragt til Bassemanden. Menmenmen det ved man jo, der ryger altid noget ekstra i kurven. :)

 Det jeg kom efter: stof til et skovegern (yep, skovegern er orange siger min søn).

Og så det ekstra. :) Bemærk lige det grønne med kattene - passer jo til de knapper jeg købte af Sine og som jeg viste i mit forrige indlæg, ihhhh....!

tirsdag den 27. december 2011

En hjemmelavet julegave er givet.

Til børnenes kusine. Her er det dog min dreng, der står model. Han var godt nok ikke meget for at trække i det lyserøde outfit. Men det gik og her er så et billede af det pink cowgirl-sæt. Jeg har tænkt over længe, at hun skulle have sådan et sæt i julegave. Hun ønskede sig udklædningstøj, der ikke måtte være kjoler.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...