Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag

søndag den 26. oktober 2014

Hæklet gulvtæppe

Så blev tæppet til Victorias værelse færdig (har allerede flashet det på IG). 
Jeg hækler kun når der er Disney sjov - der fra 19-20 fredag aften. Vi har en helt fast rutine omkring den time, hvor hele familien sidder i sofaen. Ungerne med en lidt guf, mig med hækle- eller strikkeprojektet og manden tager ofte en sofa-lur. Han vågner dog gerne når Phineas og Ferb kommer på, fordi så skråler vi andre med på titelmelodien. :)

Nå, men altså tæppet er ca. 100 cm i diameter og ca. 1,5 cm tykt. Det er hæklet med nål 8 og med stangmasker. Jeg har tømt stort set hele mit garnlager og måtte supplere lidt op til sidst. Meget nemt og godt sofaprojekt. 

Henover vinteren sætter vi børnenes værelser i stand. De skal have nyt gulv og vi har en fin ny seng stående til Victoria. Den skal vi have op i højden med nogle reoler eller noget under. Spændende bliver det! :)

Nu til tæppet:






Billedet er en anelse overbelyst pga. blitzen - farverne er knap så "skarpe" i virkeligheden, Det bedste af det hele er, at hun elsker det!


lørdag den 19. juli 2014

"Designletters" a la Hama!

Man ser jo de der bogstaver alle vegne, men uh, jeg er altså bare lidt for nærig til at give så mange penge for sådan noget - er i det hele taget ikke god til at bruge penge på hjemmet og pyntegenstande. Ting skal på en eller anden måde have en "funktion", men jeg kunne da nogle gange godt tænke mig at jeg var en der gik op i design og indretning. Synes jo sådan nogle hjem hvor der er tænkt over tingene er flotte. :)

Men altså, jeg fik denne idé til hama-design-letters da ungerne og jeg sad med perler og perleplader.






Og jo, alt det fine blå interiør og de mørke døre skal skiftes - på et tidspunkt! :)

fredag den 31. januar 2014

Tysk gulvvase til salg.

Vores hjem er blevet beriget med sådan en af de fine W Germany vaser. Den kommer ikke rigtig til sin ret i hjørnet af kontoret, så håber den kan fine en hjem, hvor den bliver værdsat lidt mere. Glasseringen er super fin og har kun lidt skrammer på kanten i toppen. 40 cm høj.

Sælges til 300 kr. 

Jeg kommer tit rundt omkring i landet, så er du interesseret kan det være jeg kan tage den med til et sted nær dig. Så slipper den for turen gennem PostDanmarks vridemaskine (og jeg kender den - har arbejdet dér!). :)






tirsdag den 14. maj 2013

Nye gamle møbler!

Vi har fået "nye" møbler. Det er nu over 2 år siden vi flyttede ind i vores hus og i al den tid har vi forsøgt at finde en skænk eller reol, vi begge synes om og som ikke kostede en formue. Men nu er der så kommet nogle ganske gratis møbler vores vej og endda nogle som vi kan blive enige om. :)

En bekendt har købt et gammelt hus, et dødsbo. Jeg har fået lov at tage de ting derfra som jeg kunne bruge - og tusind tak for det! 

 En fin velholdt skænk i palisander. Måske ikke lige den bedste træsort med børn i huset, men vi må se hvor længe den holder. Min mormor og morfar havde en lignende da jeg var barn, så nu kan jeg tænke på det hver gang jeg går forbi. :) 



 En mindre skænk i teak? (jeg aner intet om træsorter). Den er i mindre god stand og skal shines lidt op. Muligvis noget maling og nye greb - vi må se hvad vi finder på. Er jeg i øvrigt den eneste der synes de der store fjernesyn er gyselige???



 Der var også en fin plantekasse og en lille skammel. Begge dele er faktisk i super stand, men det ender nok med, at jeg gør et eller andet ved dem alligevel. Læsehjørnet er allerede blevet taget godt imod og især Adrian sidder der meget. 





Desværre er der nogle grimme ridser i det her smukke palisanderbord. Jeg tog det dog med alligevel, da vi så bare må dække det med en dug. Det er bare så ærgerligt for det er virkelig et smukt bord. Kan man mon omlakere palisander?

lørdag den 11. august 2012

Ombetrukket børnestol og give aways!

Først vil jeg lige nævne at dette er indlæg nummer 100!! Hvor er det vildt! Har spekuleret i at sætte gang i en give away, så nu er der da en fin anledning til dette. Stay tuned - så kommer den en af dagene. :) 
Derudover har jeg dælme også vundet en give away. Altså altså, heldige mig. Noget lækkert drengestof som jeg viser frem, når det kommer. Det er vundet her hos skønne Frøken Fogh. 

Ogogog, så har jeg ombetrukket en fin blå IKEA børnelænestol. Det er syet i hånden, da jeg manglede et lille nørkleprojekt til sofaen, her hvor der er OL (yep, jeg er sportsnørd!). Stoffet har jeg købt hos hende her gennem Trendsales. Det er en af de få gange jeg har købt stof EFTER at jeg har fundet ud af hvad det skal bruges til. ;) 
Jeg glemte selvfølgelig at få taget et førbillede, så har nuppet et gammelt et fra dba.dk. Håber ikke jeg generer nogen ved det (er da næsten ved at få en hel "make-over" blog ;)).

 FØR

NU



Fin er den da blevet! Læg i øvrigt mærke til den lille halespids i nedre venstre hjørne - det er min mormors hund som er meget god til at gå i vejen (han har lige været på ferie i en uges tid).
 

fredag den 10. august 2012

Gammel øl-/sodavandskasse får nyt liv.

Da vi købte huset her, var der lidt "gammelt skrammel" i garagen. Bl.a. to fine gamle øl-/sodavandskasser. Ikke i særlig fin stand, men kunne sagtens se potentialet i dem. Den ene er nu blevet slebet og malet - i yndlingsfarven selvfølgelig. Den skal bruges til Victorias huer/vanter/sommerhat m.m.

FØR


NU


Og hun har selvfølgelig fået en matchende knagerække i børnehøjde (og jo, hun har andre tøjfarver end lilla og turkis :)).

Den anden kasse skal males gul (Adrians yndlingsfarve), og der er også en knagerække der skal matches til. Derudover har de fået hver deres knage til at hænge børnehave-/dagplejetasken på. Organisering skal der til i en børnefamilie!! :)

onsdag den 8. august 2012

At få plads til børnetegninger...

... kan være noget af en udfordring herhjemme. Der bliver produceret i stor stil og nu har også lillesøster fundet ud af at tegningerne skal op og hænge. :) Så har jeg har lavet en smart anordning - synes jeg selv.
Jeg kan dog slet ikke tage æren for idéen, for den kom min køre søn, 4-årige, Adrian med. Da han forklarede hvordan han synes vi skulle hænge dem op, stod jeg med åben mund og var da bare helt med på den. Han sagde: "mor, vi skal have sådan nogle knager vi kan hænge tegninger op på og så kan vi bare lave huller i tegningerne og hænge dem op" - alt imens han lavede fagter og forklarede. Det var meget tydeligt at han prøvede at vise en hulmaskine og at der skulle være to "knager". Hmmm.... Han MÅ altså have set det et sted, ellers har han dælme en god sans for smarte løsninger. :)





tirsdag den 31. juli 2012

Krearum indretning #2 - plus en Bambi detalje.

Indretningen af krearummet fortsætter - dog i et noget moderat tempo. Der kom lige nogle dage med godt vejr og maling af vinduer i vejen for projektet. Var nået til "projekt opslagstavle" inden sommeren viste sig fra sin gode side og havde egentlig tænkt, at jeg ville lave sådan en med snore, der spændes ud i en ramme og hvor tingene sættes fast med clips. Men så kom inspirationen flyvende og gav mig denne her idé:




Det er clips sat op med små dykkere og pyntet med plastikperler fra Søstrene Grenes. Perlerne har fået en klat lim bagpå. Ret smart og farverigt hvis jeg selv skal sige det. :)

En anden ting pynter på Victorias værelse. De små Bambier er klippet ud fra et Stof2000 katalog og limet på med alm. limstift. Kasserne er vist fra Netto.



søndag den 22. juli 2012

Begyndelsen på krearummet.

Er startet på den nye indretning af mit krearum. Det er kun i det små endnu, men har fået lavet denne tavle til min to-do liste. Det er en gammel whiteboard, som jeg har vendt om og malet med tavlelak og beklædt med gavepapir fra Søstrene Grenes.  Jeg gemmer jo de underligste ting - bla. det der nu er blevet til en kridt-holder, et raflebæger fra et gammel spil. :)



Og så er det blevet til en omgang hagesmækker mere. Synes det er sjovt at udvælge stof og bånd, så de ikke alle sammen bliver ens. Tror jeg ville blive vanvittig af at lave det samme og kigge på det samme stof om og om igen. :) Glemte at sætte mærke i en af dem og opdagede det først til sidst - så gad jeg altså ikke lave det om, så den må leve uden. :)
 

lørdag den 16. juni 2012

Retro hæklet sengetæppe.

Jeg har arvet/lånt min oldemors hæklede sengetæppe. Det er bare så fint, men er desværre kun til en 1,5 mandsseng og derfor for lille til vores dobbeltseng. Derfor har nu fået plads på gæstesengen i min krearum (som i øvrigt stadig mangler at blive indrettet). Er ikke helt sikker på hvornår hun har lavet det, men hun døde i slutningen af 80erne og det må have været noget før det. :)

Sikke et arbejde det må have været!



Håber i øvrigt at min symaskine på mirakuløs vis en dag producerer 3-4 puder der kan stå og pynte på sengen. For den er lissom lidt bar. :)

søndag den 11. marts 2012

Pimpede mapper.

Jeg er i fuld gang med at få indrettet et lækkert hobbyværelse som jeg gider bruge. Har længe haft husets ekstra værelse, men det har været brugt til en masse opbevaring - og dermed rod. Nu lysner det (håber snart at kunne vise fine billeder frem). Har tænkt på at skulle have nye mapper - i flotte pastelfarver. Men så kom jeg lige til at kigge på det fine "retro"papir jeg købte i Søstrene Grene for noget tid siden, og VUPTI, så havde mapperne fået nyt liv.



Har fået lavet 3 indtil videre, men tror jeg har 10-12 stykker der skal pimpes. Papiret er limet fast med alm. skolelim og det holder helt fint. Bliver nødt til at sy matchende puder til den sofa jeg har fået sat ind på værelset. ;-)

tirsdag den 28. februar 2012

Opslagstavle og oprydning!

Manden bestilte en opslagstavle til køkkenet og det fik han. En fin småblomstret sag. Ikke særlig maskulint, men det må jo også gerne se lidt lækkert ud. Den er lavet af et gammelt skumgummi puslespil som havde mistet det meste af motivet. Stoffet er vist fra Netto eller Rema1000 (utroligt hvad man kan finde i alm. dagligvarebutikker).


Og en fin tegning fra Bassemanden pynter allerede på tavlen. :)

Jeg har et projekt kørende med at få organiseret alt mit kreative rod. Indtil videre er det blevet til denne reol med kasser. Har desværre ingen fancy Dymo, så mine labels er skrevet på gammeldaws facon. 

  
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...