tirsdag den 27. januar 2015

Har helt glemt at vise den sidste hjemmelavede julegave. 
Børnenes fætter havde ønsket sig tøj (eller moren havde). Til en dreng på knap to skal det jo være praktisk og blødt - derfor denne simple raglan trøje med midterstykkerne af noget super blød jersey. Har lavet den i str. 92 efter et mønster fra Alt om Håndarbejdes symagasin, men den er nu ret stor i størrelsen. Andre der har erfaringer med, at mønstre derfra er store i størrelsen? 


Halsudskæringen ser lidt underlig ud her, men den er skam helt fin. :)




Og så lige et grumset billede af trøjen i aktion - taget med tlf en meget tidlig og mørk morgen.



Og til sidst lige et nærbillede af et af mine nye labels:


De er købt hos Ikast Etiket - der købte jeg også sidst og er egentlig godt tilfreds med det. Jeg kiggede lidt på Etsy, men synes det var en jungle at finde rundt i alle de forskellige labels man kunne købe der. Så hvis nogle har et godt forslag til hvor man kan købe gode og billige labels, så sig gerne til. 

lørdag den 24. januar 2015

Stofrester gives væk - og lidt om give aways i blogland.

Til første del af overskriften hører dette: jeg vil gerne give en 3 kg stor bunke stofrester væk - til første person der takker ja. Jeg gemmer på stort set alle rester der på et eller andet tidspunkt måske kan bruges og jeg må bare indse, at jeg ikke får brugt dem alle sammen. Så hvis én af jer kan bruge sådan en bunke, skal i bare sige til. Det er ganske gratis og kan hentes i Sorø eller på Frederiksberg (Frb. C), evt. kan det sendes, men så betaler du portoen (50 kr, uden omdeling).
Stykkerne er af forskellig størrelse, nogle er så store at de kan bruges til fx. lommer andre er til små patchworkprojekter eller til applikationer. Der er både nyt stof, retrostof og forskelligt fleece og jeans stof.
STOFRESTERNE HAR FÅET NYT HJEM!
Undskyld det dårlige billede, taget med tlf i klassisk dansk vinterlys!


Anden del handler bare lidt om en tanke. En tanke om de forskellige give aways der er rundt omkring i blog-land. Jeg følger mest kreative blogs og har gjort det i 4,5 års tid efterhånden. I starten anede jeg intet om det der give-away fænomen og synes det var en rigtig sjov idé; at forskellige kreative bloggere lavede en konkurrence, hvor præmien var noget de selv havde lavet. Og det var jo ofte noget der var helt unikt og kendetegnende for lige præcis den her blogger. 
I løbet af årene har præmierne ændret sig. Nu ser man stort set kun sponsoreret gaver (har selv én af slagsen kørene lige HER) og nogle af gaverne er endda voldsomt flotte og dyre - i hvert fald i vores målestok. :) Jeg er hverken for eller imod udviklingen og det er jo sikkert super god - og billig - reklame for firmaerne og det er jo fedt hvis man vinder. ;)
Nogle gange savner jeg dog det der personlige der var i de hjemmelavede gaver. Det var da alligevel sjovt at modtage noget, som man vidste en anden havde siddet og brugt tid og kræfter på. Og nogle gange kan det godt være lidt belastende med alle de give aways der kører på både Instagram, Facebook og her i blogland. Ofte er der mange af de samme produkter og ofte er der mange "produkt-indlæg" på den samme blog (som man jo ofte følger pga. alle de andre indlæg). Men i det store og det hele synes jeg det er fint nok og man bestemmer jo selv hvad man vil læse og deltage i - heldigvis. :) 
Noget andet som udviklingen har medført er en øget interesse omkring de her give aways og det har ført til forskellige sider, der samler give aways fra blog-land. Bl.a. her på www.online-giveaway.dk, hvor en masse give aways og konkurrencer er samlet. Siden er overskuelig og nem at finde rundt på. Det må være et kæmpe arbejde at holde styr på alle de tilbud der er hist og pist. Jeg synes der er så mange og skulle man følge med på IG også, så kunne man jo ikke lave andet. :)

Hvad synes du om give away-præmierne, reglerne etc. nu, i forhold til tidligere??

tirsdag den 20. januar 2015

Give away: en god mavefornemmelse!

For en måneds tid siden fik vi mulighed for at prøve Duolac mælkesyrebakterier og udlove en tilsvarende pakke til en af mine læsere.


Mave-tarm-systemet er vel, ud over huden, den del af vores krop der kommer mest i kontakt med omverdenen og dermed også i kontakt med en masse egentlige sygdomfremkaldende organismer, men også opportunistiske patogener (læs: forskellige organismer, der under bestemte forhold kan gøre os syge). Mave-tarm-systemet er derfor en vigtig del af immunforsvaret og det skal derfor helst køre optimalt. De såkaldte opportuniske patogener er organsimer der kan fremkalde sygdom hvis vores immunsystem er svækket og det kan fx. ske hvis den gode bakterieflora i mave-tarm-systemet er svækket. Og det er så her disse mælkesyrebakterier kan gøre en forskel. De er en del af den gode bakterieflora og kan bl.a. også fås gennem flere forskellige syrnede mælkeprodukter. En anden måde er, at spise dem som et kosttilskud og denne form har vi prøvet med Duolac mælkesyrebakterier i en måneds tid.

Vi har prøvet Duolac Daglig+ Vitalitet (i pilleform) og Duolac Derma+ Plus (i pulverform). Jeg har spist pillerne og mine unger har hver dag delt et brev pulver som er blevet strøet på deres morgenmad. Mht. mig selv synes jeg, at jeg har fået en mere "rolig" mave og jeg er ikke så oppustet sidst på dagen mere. Ungerne har virkelig nydt godt af det i forhold til deres børneeksem - den er fuldstændig forsvundet! Og det er uden brug af steroid-creme og fed creme har vi brugt meget lidt af. Det har virkelig gjort en forskel for nattesøvnen, at det ikke klør over det hele (at hun så lige pludselig er mørkeræd har jo så ikke noget med det at gøre!).
Mht. anden sygdom har vi ikke kunne mærke nogen forskel. Vi har haft de sædvanlige forkølelser og andre virus-sygdomme, men vi er generelt ikke særlig hårdt ramt af den slags alligevel.

SÅ alt i alt er vi rigtig tilfreds med produkterne og DU kan også give det et forsøg ved deltage i min give away! Du kan vinde en pakke med 2 x Duolac Daglig+ Vitalitet og 2 x Duolac Derma+ Plus. Det eneste du skal gøre er, at lægge en kommentar til indlægget her. Du må meget gerne være fast læser af min blog, men det er ikke et krav.
Hvis ikke jeg hører fra vinderen inden for 5 dage, trækker jeg en ny. Skriv evt. en e-mail hvis du vil kontaktes direkte i fald du skulle være vinderen.
Vinderen trækkes d. 14. februar - lige på Valentines Day. :)

Produkterne i indlægget er sponsoreret, men ord og meninger er mine egne. 

mandag den 19. januar 2015

Ver de Terre flyverdragt - sådan noget LORT!

Og virkelig ringe kundeservice!!

Vi købte denne vinter for første gang en anden flyverdragt end Reima's. Vi blev anbefalet en gummiflyverdragt fra Ver de Terre:



Som i kan se på deres hjemmeside står der, at den er god til fx. brug i skovbørnehave. Yeah right!!
Efter kun 4 ugers brug så flyverdragten sådan ud:



Et rigtig fint hul midt på bagdelen. En flyverdragt til 1400 kr! 

Jeg tænkte jo straks, at det ikke var noget problem at få den byttet, men der kunne jeg lige tro om igen. Først kontaktede jeg butikken hvor den er købt (Livarosa.dk) og fik at vide, at dragten skulle sendes direkte til Ver de Terre. Det gjorde jeg så, men kun for at få den tilbage igen med den kommentar "at det ikke var deres ansvar, de vurderer at dragten har hængt fast i noget og derfor gælder reklamationen ikke". 
Hmm.... Altså, er det bare mig, der mener at en flyverdragt produceret til børn i skovbørnehave skal kunne holde til "at hænge fast i noget" - og så til den pris. Derudover er gummiet revnet flere steder, så vandtæt er den ikke mere. Og nej, den har ikke hængt i tørreskab og den er kun vasket én gang på håndvaskeprogrammet i vaskemaskinen.
Og som om det ikke skulle være nok er der nu ca. 10 af samme slags flyverdragt i børnehaven, der er gået i stykker. Både med tabte knapper, ødelagte syninger og lynlåse, men også som ved vores; huller . Og alle sammen har revner i gummiet. Det skal jo også lige nævnes at pga. den milde vinter er flyverdragterne jo ikke brugt særlig meget. 

Jeg har kommunikeret med en medarbejder fra Ver de Terre og fortalt dem om de mange flyverdragter. De siger de vil tage stilling til hvert enkelt tilfælde og det er jo i og for sig fint nok - men måske de skulle overveje om fejlen ligger hos dem - i produktionen altså? 

Til sidst vil jeg lige bringe den fantastiske kommentar som jeg fik med fra Ver de Terre's medarbejder ang. det at flyverdragten var gået i stykker så hurtigt:

"det er jo lidt ligesom at købe en ny bil og så køre ind i en lygtepæl dagen efter..."

Øhm..... Nej! En bil er ikke lavet til at køre ind i en lygtepæl, men en flyverdragt til børn i skovbørnehave skal kunne holde til at ungerne har den på! Det ville svare til at købe en bil, der kun kunne køre 50 km i timen, men var købt til at køre på motorvej hver dag!

Jeg er bare så rasende!!!!!!


onsdag den 14. januar 2015

Fastelavn: inspiration og udklædning til salg.

Nu er det ved at være tid igen - årets obligatoriske kreative udfoldelse omkring fastelavn. Selvom det altid kommer bag på mig, at det er nu, så hygger jeg mig virkelig med det.
I børnehaven er der altid et tema som man skal følge. Årsågen er, at de voksne hvert år laver et skuespil omkring temaet og børnene i de forskellige udklædninger skal så spille rollerne. I år er temaet "trolde". Andre år har det været fx. "skovens dyr" og "Pippi". 
Adrian er jo startet i skole og her er der frit slag. Er derfor lidt spændt på hvad han finder på og om det stadig er mors hjemmelavede der dur. Håber ikke vi skal ud og have fat i en af de der skrækkelige polyester "BR-udklædninger". ;) 

Jeg laver også gerne udklædninger på andre tider af året, så vil du have lidt inspiration til hjemmelavede kreationer kan du se et udsnit af mine HER.

 Victoria som Pippi's hest sidste år.


I år vil jeg også gerne sælge nogle af de udklædninger vi har brugt - de ligger jo bare og fylder. Kan du derfor bruge et af de nedenstående sælges de til 100 kr pr. stk. (Pippis hest er ikke til salg).

 Et lille egern (halen holdes oppe af en sele der spændes inde i dragten), passer uden på en flyverdragt i str. 104/110.


Hr. Nilsson - eller en abe om man vil. Passer uden på en flyverdragt i str. 116/122.


 Et pindsvin kan man også være. Passer uden på en flyverdragt i str. 104. ("piggene" skal nok rettes ud når den er kommet på).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...