fredag den 4. september 2015

Fastelavn: Frost-trold!

Har netop opdaget at dette indlæg har ligget som en kladde siden februar. Ikke desto mindre skal i ikke snydes for denne Frost-trold som jeg havde syet til min datters fastelavn.

Børnehaven har hvert år et fastelavnstema og i år var det trolde. Et super tema til en skovbørnehave, men måske også lidt for at slippe for 20 piger, der ville troppe op i Elsa kostume. Når det er sagt, så var Elsa og Anna (og er stadig) jo det helt store for 4-årige piger på det tidspunkt og så er det jo perfekt at der er trolde med i filmen!

Det kom der den her udklædning ud af:











mandag den 31. august 2015

Blogpause, forsømt kreatid og Dr. Who hama-perler!

Yep, lidt af en overskrift, men ikke desto mindre er det, hvad jeg har på hjertet. 
Ligesom så mange andre fik jeg Instagram (følg mig gerne på @lollimrslolli) og selvom det ikke er meget krea, jeg får lavet for tiden, så bliver det kun lagt op dér. Det er godt nok meget nemmere, bare lige at knipse et billede og 2 sek efter er det "out there". 
Jeg har heller ikke fulgt med i nogen blogs selv i meget meget lang tid, men lige idag fik jeg kigget forbi min blogger-profil og fik helt lyst til at komme igang igen. Blogs kan bare noget som Instagram ikke kan (og omvendt for den sags skyld!). 

Så her er jeg igen - håber jeg får lidt overskud til både krea og blog igen. 

Noget af det krea det dog er blevet til er noget HAMA perler halløj - et materiale vi holder adskillelige hygge-eftermiddage med herhjemme. En kop varm kakao, lidt flødeskum og god musik; så er jeg og ungerne underholdt et par timer. 
Dette her er en gave til en af mine meget gode kollegaer som er vild med Doctor Who. Planen er at det skal hænge som en uro, hvor TARDIS, som telefonboksen/tidsmaskinen så fint hedder, er toppen og de tre forskellige "Doctorer" hænger i forskellige højder nedenunder. 

Idéen er nappet fra Pinterest!





Det var det for denne gang - håber jeg kan vende tilbage med lidt kortere interval i fremtiden! :)


torsdag den 9. april 2015

En bog anbefaling og noget om at læse.

Jeg elsker at læse! De sidste 25 år har jeg læst et helt enormt stort antal bøger og en del af dem flere gange. Jeg læste et godt stykke tid inden jeg startede i skole og min dreng har "arvet" den evne. Han læser allerede rigtig godt og går kun i børnehaveklasse. Når han læser godnathistorie for os har jeg lagt mærke til at han "ser" ordene i stedet for at stave sig igennem dem. Men det gør jo så også at han ikke staver særlig godt (men det kommer nok). Jeg staver udmærket - er fra den tid hvor disciplinen 'diktat' var en ugentlig tilbagevendende begivenhed i skolen, men jeg læser også meget hurtigt - især hvis det er en spændene bog. Den sidst læst bog er jeg lige blevet færdig med. Efter godt og vel 2 timers læsning. 




Jeg havde ikke hørt om den før i dag, men den fangede efter 1. side. Bogen er kun på 180 sider, så den er ganske overkommelig. Forfatteren skriver meget levende og man føler næsten, at man er i rummet sammen med hovedpersonen. Bestemt læseværdig!




søndag den 15. februar 2015

En vinder er fundet...

Vinderen af min give away - og dermed den heldige der kan afprøve de skønne mælkesyre bakterier er: Michelle, med kommentaren

'Krydser fingre for at vinde :) Det kunne være interessant at afprøve!'


Tilfældig tal udtrækning af Find En Vinder


Tillykke til dig - du modtager en mail lige straks!

mandag den 9. februar 2015

Elsa-kjole (sy-selv)!

Min datter er fuldstændig syg med "Frost" og Elsa er jo bare den bedste, altså! :) Hun synger "Lad det ske" og "Skal vi ikke lave en snemand" hele dagen - og dansen til "Lad det ske" bliver troligt fremført. Derfor kunne jeg jo ikke andet end at lave en Elsa-kjole til hende. 
Den er lavet af tyrkis velour med lidt stræk i og af noget tynd og blød tyl. Kanterne på tyl'en er syet med sølvtråd (som jeg med møje og besvær fik trådet symaskinen med).

Hun blev virkelig glad for den, faktisk skreg hun meget højt og længe, og moren var tilfreds. :) Mønstret er sjovt nok mit eget - ved ikke om der findes et "Elsa"-mønster et sted derude. Den er lavet ret simpelt som et "rør" med elastik i livet. Den har fået sig en slids og et par stropper, da jeg var lidt bange for at det tynde tyl ville blive revet i stykker hvis det skulle holde kjolen op alene. Alt i alt en ret nem kjole at sy selv - hvis man vel at mærke holder det lidt simpelt. :)




















PS. Husk min give away - klik HER.
















tirsdag den 27. januar 2015

Har helt glemt at vise den sidste hjemmelavede julegave. 
Børnenes fætter havde ønsket sig tøj (eller moren havde). Til en dreng på knap to skal det jo være praktisk og blødt - derfor denne simple raglan trøje med midterstykkerne af noget super blød jersey. Har lavet den i str. 92 efter et mønster fra Alt om Håndarbejdes symagasin, men den er nu ret stor i størrelsen. Andre der har erfaringer med, at mønstre derfra er store i størrelsen? 


Halsudskæringen ser lidt underlig ud her, men den er skam helt fin. :)




Og så lige et grumset billede af trøjen i aktion - taget med tlf en meget tidlig og mørk morgen.



Og til sidst lige et nærbillede af et af mine nye labels:


De er købt hos Ikast Etiket - der købte jeg også sidst og er egentlig godt tilfreds med det. Jeg kiggede lidt på Etsy, men synes det var en jungle at finde rundt i alle de forskellige labels man kunne købe der. Så hvis nogle har et godt forslag til hvor man kan købe gode og billige labels, så sig gerne til. 

lørdag den 24. januar 2015

Stofrester gives væk - og lidt om give aways i blogland.

Til første del af overskriften hører dette: jeg vil gerne give en 3 kg stor bunke stofrester væk - til første person der takker ja. Jeg gemmer på stort set alle rester der på et eller andet tidspunkt måske kan bruges og jeg må bare indse, at jeg ikke får brugt dem alle sammen. Så hvis én af jer kan bruge sådan en bunke, skal i bare sige til. Det er ganske gratis og kan hentes i Sorø eller på Frederiksberg (Frb. C), evt. kan det sendes, men så betaler du portoen (50 kr, uden omdeling).
Stykkerne er af forskellig størrelse, nogle er så store at de kan bruges til fx. lommer andre er til små patchworkprojekter eller til applikationer. Der er både nyt stof, retrostof og forskelligt fleece og jeans stof.
STOFRESTERNE HAR FÅET NYT HJEM!
Undskyld det dårlige billede, taget med tlf i klassisk dansk vinterlys!


Anden del handler bare lidt om en tanke. En tanke om de forskellige give aways der er rundt omkring i blog-land. Jeg følger mest kreative blogs og har gjort det i 4,5 års tid efterhånden. I starten anede jeg intet om det der give-away fænomen og synes det var en rigtig sjov idé; at forskellige kreative bloggere lavede en konkurrence, hvor præmien var noget de selv havde lavet. Og det var jo ofte noget der var helt unikt og kendetegnende for lige præcis den her blogger. 
I løbet af årene har præmierne ændret sig. Nu ser man stort set kun sponsoreret gaver (har selv én af slagsen kørene lige HER) og nogle af gaverne er endda voldsomt flotte og dyre - i hvert fald i vores målestok. :) Jeg er hverken for eller imod udviklingen og det er jo sikkert super god - og billig - reklame for firmaerne og det er jo fedt hvis man vinder. ;)
Nogle gange savner jeg dog det der personlige der var i de hjemmelavede gaver. Det var da alligevel sjovt at modtage noget, som man vidste en anden havde siddet og brugt tid og kræfter på. Og nogle gange kan det godt være lidt belastende med alle de give aways der kører på både Instagram, Facebook og her i blogland. Ofte er der mange af de samme produkter og ofte er der mange "produkt-indlæg" på den samme blog (som man jo ofte følger pga. alle de andre indlæg). Men i det store og det hele synes jeg det er fint nok og man bestemmer jo selv hvad man vil læse og deltage i - heldigvis. :) 
Noget andet som udviklingen har medført er en øget interesse omkring de her give aways og det har ført til forskellige sider, der samler give aways fra blog-land. Bl.a. her på www.online-giveaway.dk, hvor en masse give aways og konkurrencer er samlet. Siden er overskuelig og nem at finde rundt på. Det må være et kæmpe arbejde at holde styr på alle de tilbud der er hist og pist. Jeg synes der er så mange og skulle man følge med på IG også, så kunne man jo ikke lave andet. :)

Hvad synes du om give away-præmierne, reglerne etc. nu, i forhold til tidligere??

tirsdag den 20. januar 2015

Give away: en god mavefornemmelse!

For en måneds tid siden fik vi mulighed for at prøve Duolac mælkesyrebakterier og udlove en tilsvarende pakke til en af mine læsere.


Mave-tarm-systemet er vel, ud over huden, den del af vores krop der kommer mest i kontakt med omverdenen og dermed også i kontakt med en masse egentlige sygdomfremkaldende organismer, men også opportunistiske patogener (læs: forskellige organismer, der under bestemte forhold kan gøre os syge). Mave-tarm-systemet er derfor en vigtig del af immunforsvaret og det skal derfor helst køre optimalt. De såkaldte opportuniske patogener er organsimer der kan fremkalde sygdom hvis vores immunsystem er svækket og det kan fx. ske hvis den gode bakterieflora i mave-tarm-systemet er svækket. Og det er så her disse mælkesyrebakterier kan gøre en forskel. De er en del af den gode bakterieflora og kan bl.a. også fås gennem flere forskellige syrnede mælkeprodukter. En anden måde er, at spise dem som et kosttilskud og denne form har vi prøvet med Duolac mælkesyrebakterier i en måneds tid.

Vi har prøvet Duolac Daglig+ Vitalitet (i pilleform) og Duolac Derma+ Plus (i pulverform). Jeg har spist pillerne og mine unger har hver dag delt et brev pulver som er blevet strøet på deres morgenmad. Mht. mig selv synes jeg, at jeg har fået en mere "rolig" mave og jeg er ikke så oppustet sidst på dagen mere. Ungerne har virkelig nydt godt af det i forhold til deres børneeksem - den er fuldstændig forsvundet! Og det er uden brug af steroid-creme og fed creme har vi brugt meget lidt af. Det har virkelig gjort en forskel for nattesøvnen, at det ikke klør over det hele (at hun så lige pludselig er mørkeræd har jo så ikke noget med det at gøre!).
Mht. anden sygdom har vi ikke kunne mærke nogen forskel. Vi har haft de sædvanlige forkølelser og andre virus-sygdomme, men vi er generelt ikke særlig hårdt ramt af den slags alligevel.

SÅ alt i alt er vi rigtig tilfreds med produkterne og DU kan også give det et forsøg ved deltage i min give away! Du kan vinde en pakke med 2 x Duolac Daglig+ Vitalitet og 2 x Duolac Derma+ Plus. Det eneste du skal gøre er, at lægge en kommentar til indlægget her. Du må meget gerne være fast læser af min blog, men det er ikke et krav.
Hvis ikke jeg hører fra vinderen inden for 5 dage, trækker jeg en ny. Skriv evt. en e-mail hvis du vil kontaktes direkte i fald du skulle være vinderen.
Vinderen trækkes d. 14. februar - lige på Valentines Day. :)

Produkterne i indlægget er sponsoreret, men ord og meninger er mine egne. 

mandag den 19. januar 2015

Ver de Terre flyverdragt - sådan noget LORT!

Og virkelig ringe kundeservice!!

Vi købte denne vinter for første gang en anden flyverdragt end Reima's. Vi blev anbefalet en gummiflyverdragt fra Ver de Terre:



Som i kan se på deres hjemmeside står der, at den er god til fx. brug i skovbørnehave. Yeah right!!
Efter kun 4 ugers brug så flyverdragten sådan ud:



Et rigtig fint hul midt på bagdelen. En flyverdragt til 1400 kr! 

Jeg tænkte jo straks, at det ikke var noget problem at få den byttet, men der kunne jeg lige tro om igen. Først kontaktede jeg butikken hvor den er købt (Livarosa.dk) og fik at vide, at dragten skulle sendes direkte til Ver de Terre. Det gjorde jeg så, men kun for at få den tilbage igen med den kommentar "at det ikke var deres ansvar, de vurderer at dragten har hængt fast i noget og derfor gælder reklamationen ikke". 
Hmm.... Altså, er det bare mig, der mener at en flyverdragt produceret til børn i skovbørnehave skal kunne holde til "at hænge fast i noget" - og så til den pris. Derudover er gummiet revnet flere steder, så vandtæt er den ikke mere. Og nej, den har ikke hængt i tørreskab og den er kun vasket én gang på håndvaskeprogrammet i vaskemaskinen.
Og som om det ikke skulle være nok er der nu ca. 10 af samme slags flyverdragt i børnehaven, der er gået i stykker. Både med tabte knapper, ødelagte syninger og lynlåse, men også som ved vores; huller . Og alle sammen har revner i gummiet. Det skal jo også lige nævnes at pga. den milde vinter er flyverdragterne jo ikke brugt særlig meget. 

Jeg har kommunikeret med en medarbejder fra Ver de Terre og fortalt dem om de mange flyverdragter. De siger de vil tage stilling til hvert enkelt tilfælde og det er jo i og for sig fint nok - men måske de skulle overveje om fejlen ligger hos dem - i produktionen altså? 

Til sidst vil jeg lige bringe den fantastiske kommentar som jeg fik med fra Ver de Terre's medarbejder ang. det at flyverdragten var gået i stykker så hurtigt:

"det er jo lidt ligesom at købe en ny bil og så køre ind i en lygtepæl dagen efter..."

Øhm..... Nej! En bil er ikke lavet til at køre ind i en lygtepæl, men en flyverdragt til børn i skovbørnehave skal kunne holde til at ungerne har den på! Det ville svare til at købe en bil, der kun kunne køre 50 km i timen, men var købt til at køre på motorvej hver dag!

Jeg er bare så rasende!!!!!!


onsdag den 14. januar 2015

Fastelavn: inspiration og udklædning til salg.

Nu er det ved at være tid igen - årets obligatoriske kreative udfoldelse omkring fastelavn. Selvom det altid kommer bag på mig, at det er nu, så hygger jeg mig virkelig med det.
I børnehaven er der altid et tema som man skal følge. Årsågen er, at de voksne hvert år laver et skuespil omkring temaet og børnene i de forskellige udklædninger skal så spille rollerne. I år er temaet "trolde". Andre år har det været fx. "skovens dyr" og "Pippi". 
Adrian er jo startet i skole og her er der frit slag. Er derfor lidt spændt på hvad han finder på og om det stadig er mors hjemmelavede der dur. Håber ikke vi skal ud og have fat i en af de der skrækkelige polyester "BR-udklædninger". ;) 

Jeg laver også gerne udklædninger på andre tider af året, så vil du have lidt inspiration til hjemmelavede kreationer kan du se et udsnit af mine HER.

 Victoria som Pippi's hest sidste år.


I år vil jeg også gerne sælge nogle af de udklædninger vi har brugt - de ligger jo bare og fylder. Kan du derfor bruge et af de nedenstående sælges de til 100 kr pr. stk. (Pippis hest er ikke til salg).

 Et lille egern (halen holdes oppe af en sele der spændes inde i dragten), passer uden på en flyverdragt i str. 104/110.


Hr. Nilsson - eller en abe om man vil. Passer uden på en flyverdragt i str. 116/122.


 Et pindsvin kan man også være. Passer uden på en flyverdragt i str. 104. ("piggene" skal nok rettes ud når den er kommet på).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...